Silikonemåtter

Silikonemåtter bruges i stedet for bagepapir. Og det er super smart, for udover at være mere økonomisk i længden end almindeligt bagepapir og derved spare naturen for en masse spild, så kan de også bruges, når du skal trille konfekt eller rulle fondant og marcipan ud til overtrækning af en kage. Vi bruger især vores egne silikonemåtter til at lave fondantfigurer på. Vil du vide mere om, hvordan vi bruger dem? Så scroll ned nederst på siden.

Det er super smart med silikonemåtterne. De kan bruges til så mange forskellige ting. Vi vil anbefale dig, at du har én til bagning og én til pyntearbejde, for bagning gør silikonemåtten meget mørk, og det kan være svært, hvis man skal lave præcisionsarbejde med kagepynt, hvis måtten er mørk, for den ser beskidt ud (uden at være det). Og det har man ikke brug for, når man nemt skal kunne se alle farver og evt. snavsede steder på en måtte. 

Vores yndlings silikonemåtte

Vi har faktisk hele 3 yndlingsmåtter. Men det er fordi vi har dem i 3 forskellige størrelser: en lille til små pynteopgaver og chokoladekonfekt, en mellemstørrelse til bagning og en helt stor en udrulning af marcipanovertræk eller større pynteopgaver til store kager. 

Måtterne gøres nemt rene med varmt sæbevand. Men det er ikke altid, vi får gjort dem rene med det samme, og det er et upraktisk "format" med en snavset silikonemåtte liggende på køkkenbordet. Så derfor bruger vi den mindste størrelse til rigtig mange opgaver... dvs. ren dovenskab, når nu vi skal være helt ærlige. Men vores yndlingsmåtte er den største, for der kan man have det hele samlet på én gang: alle redskaber, alle farver fondant eller marcipan og kagelim. Det er praktisk at have det hele samlet på måtten, så man har tingene inden for rækkevidde.