Pandekager opskrift


Pandekage opskrift

Pandekager har i mange år været børnenes yndlingsspise, og det er næsten svært at være uenig med dem. Pandekager kan nemlig bruges i mange sammenhænge og til enhver begivenhed.

Pandekager til morgenmad er stort set altid et hit og kan både laves som tynde franske crepes, amerikanske pandekager eller små brunch pandekager.

Du kan spise pandekager til aftensmad eller som en lækker dessert med is, sukker, frugt og marmelade. Måske endda nutella eller smeltet chokolade?

Men du kan også lave en flot pandekagekage, ligesom Sara har gjort på billedet. Så kan man nemlig servere en festlig kage til en lidt større fest. Pandekagekagen ville f.eks. være perfekt som fødselsdagskage, med lys og festlig pynt.

I denne opskrift får du den bedste opskrift på pandekager, som kan bruges til det hele. Hun giver også tips og tricks til, hvordan du samler din pandekagekage, så du kan gøre hende kunsten efter.

Se Sara lave kagen her: 

 

Pandekager og pandekagekage med hindbærmousse

Opskrift til: 12-15 personer

Tid: 2-3 timer

Ingredienser

Pandekagedej

  • 525 g. mel
  • 6 - 9 dl. mælk
  • 3 dl. danskvand
  • 6 æg
  • 9 spsk. sukker m. top
  • 1½ tsk. salt
  • 75 g. flydende becel

Hindbærmousse

  • 460 g. hindbær, friske eller frosne
  • 170 g. sukker
  • 4 tsk. vaniljesukker
  • Skal fra 1 øko citron
  • 3 blad husblas
  • 4 dl. piskefløde

Her kommer opskriften på pandekagekagen

Pandekagerne

 

  1. Start med at piske al melet sammen halvdelen af mælken og pisk det sammen til en jævn blanding. Tilsæt resten af mælken samt danskvand, æg og salt. Pisk det rigtig godt sammen, så alle klumper er væk.
  2. Tilsæt derefter den flydende becel eller smeltet smør. Du kan smelte dit smør i en mikrobølgeovn eller i en gryde på komfuret. Lad smørret køle lidt af, inden du hælder det i dejen. Husk at piske godt igennem igen.
  3. Når du er klar til at stege dine pandekager, varmer du en stegepande op og smelter lidt smør på panden. Stegepanden må ikke være ekstremt varm.
  4. Steg pandekagen ca. 2 min på hver siden, eller indtil du synes at de har fået en flot gylden farve.

Hindbærmoussen

  1. Start med at sætte din husblas i blød i rigeligt koldt vand i ca. 15 min.
  2. Derefter begynder du at blande frosne bær med sukker, vaniljesukker og revet citronskal sammen.
  3. Kom det hele i en gryde og varm det op, så det kommer i let kog. Skru ned for varmen og lad det småsimre i 5 min. Du skal huske at røre i gryden undervejs.
  4. Når bærerne er færdige med at småsimre, skal du si den igennem, så du får en ren og klar frugtmasse.
  5. Vrid husblassen fri for vand og put den i din skål med bærmassen. Rør rundt til husblassen er helt opløst. Det skal gøres imens din masse med bær er varm.
  6. Stil skålen til side på køkkenbordet og begynd på din flødeskum. Den skal piskes til en let flødeskum, men må ikke være flydende.
  7. Så snart din bærmasse har en fingervarm temperatur, hælder du stille og roligt flødeskummen i og rør forsigtigt rundt.

Sådan samler du din pandekagekage

  1. Læg den første pandekage på det fad du vil servere din pandekagekage på.
  2. Smør et tyndt lag af hindbærmoussen ud på pandekagen og læg derefter en ny pandekage oven på. Du kan med fordel bruge en spatel til at smørre hindbærmoussen pænt ud. 
  3. Sådan fortsætter du indtil du har brugt alle pandekagerne eller til den har den højde du synes er passende.
  4. Pynt nu med f.eks. chokolade og friske bær, eller som Sara har gjort, med frysetørret hindbær.


Saras Tip:

Vil du gerne have at din pandekagekage står helt skarpt, kan du samle kagen i en springform. På den måde vil du få placeret dine pandekager snorlige oven på hinanden. Det kræver imidlertid stor omhyggelighed at lægge hver pandekage præcist ovenpå stakken.

 

Rigtig god bagelyst og velbekomme !