Opskrift på vaniljekranse


Opskrift på vaniljekranse (ca. 100 stk.)

Inspiration: Dr. Oetker

Tid på køl: min. 12 timer.

Bagetid: ca. 8-10 minutter v/190 grader (varmluft).

Vaniljekranse smager bare så meget bedre, når de er hjemmebagt, og det er faktisk slet ikke svært, hvis du blot har en god sprøjte eller en kødhakker med stjernetylle til at lave de lange stjerneformede pølser (og ellers kan du også bare lave en rund, tynd pølse, hvis ikke du har udstyret, og hvis udseendet ikke betyder så meget som smagen). Vi bruger en Assistent køkkenmaskine med kødhakker og stjernetylle til at lave vaniljekranse med.

 

Du skal bruge: 

  • 500 g. hvedemel
  • 375 g. smør
  • 2 vaniljestænger
  • 350 g. sukker
  • 150 g. mandler (= 100 g. hakkede mandler og 50 g. mandelmel)
  • 1 æg str. M/L
  • 2 æggeblommer str. M/L

 

Sådan gør du: 

Start med at smutte alle mandlerne (puttes i en skål med kogende vand i ca. 3 minutter og smuttes derefter). Hak 100 g. mandler fint og mal de sidste 50 g. mandler til mandelmel. Det er let at lave med en kværn, men hvis du ikke har en kværn, kan du købe poser med hakkede mandler og mandelmel.

Hæld hvedemelet i en skål. Hak smøret i små tern og put det i melet. Smuldr mel og smør med fingrene til det har nogenlunde samme konsistens som rasp.

Flæk vaniljestængerne og skrab kornene ud. Bland vaniljekornene med 1 tsk. sukker, så kornene deles. Hak vaniljestængerne fint og put både vaniljekorn og de hakkede stænger i melblandingen sammen med alle øvrige ingredienser.

Ælt til dejen er ensartet og sæt den på køl i mindst 12 timer. For at undgå kondens kan du lægge husholdningsfilm over dejen - filmen skal ligge helt nede på selve dejen, så der ikke er mellemrum mellem dej og film. På den måde kan du undgå, at dejen bliver våd af kondens.

Tag dejen ud ca. 30 minutter før du skal bruge den, så den er lettere at arbejde med.

Tænd ovnen på 190 grader (varmluft).

Lav vaniljekranse (f.eks. med en kødhakker med stjernetylle) - ca. 5 cm. pr. vaniljekrans - og læg dem med lidt mellemrum på en bageplade. Bag dem i ca. 8-10 minutter til de er gyldenbrune.

Lad vaniljekransene afkøle på en bagerist og opbevar dem herefter i en kagedåse - men først når de er helt afkølet (efter en lille times tid). 

Randform Ø 24 cm

Randform Ø 24 cm Tilbud
-50%
68,75 DKK
137,50 DKK
Læs mere

På lager