Opskrift på rabarber cupcakes


Opskrift på rabarber cupcakes, 12 stk. (med og uden mælkeprodukter)

Inspiration fra: En gammel opskrift fra mormors opskriftsbog.

Portioner: ca. 12 cupcakes.

Ovn-tid: 20-25 minutter v/175 grader.

OBS! Kan også bages med mælkeprodukter: Becel = smør, soya-yoghurt = A38 eller creme fraiche.

____________________________

Kagedej:

  • 100 g. Becel
  • 100 g. sukker
  • 2 æg str. M
  • 1 dl. soya-yoghurt
  • 150 g. hvedemel
  • 1 tsk. vanillesukker (helst hjemmelavet)
  • 2 tsk. bagepulver
  • 125 g. rabarber
  • 75 g. mandler

Forvarm ovnen til 175 grader og klargør en muffinsform af metal med papirsforme i.

Pisk Becel, sukker og æg til en iuftig masse. Rør soyayoghurten i med en god dejskraber eller en flad ske. Bland mel, vanillesukker og bagepulver i en anden skål og sigt ned i æggemassen. Vend melet i dejen med dejskraberen/de flade ske, til dejen er ensartet.

Skær rabarber i små mundrette stykker og hak mandlerne fint (der må gerne være skal på). Vend begge dele forsigtigt i dejen.

Vi bruger altid en sprøjtepose til at putte dejen i formene, men hvis du har en rolig hånd, kan du også gøre det på andre måder. Med en sprøjtepose er du sikker på, at dejen bliver ligeligt fordelt og ikke kommer op ad kanterne på de fine papirsforme.

Bag dine cupcakes midt i ovnen. Test om de er færdige med en strikkepind el.lign.

Pyntes med smørcreme til sidst, hvis du kan tåle mælkeprodukter (her har vi valgt at lave smørcreme i mange forskellige farver).

God bagelyst!