Opskrift på pebernødder


Opskrift på pebernødder (ca. 300 stk.)

Inspiration: Dr. Oetker

Bagetid: ca. 8-10 minutter v/200 grader (uden varmluft).

Pebernødderne er super nemme at lave. Tricket er at lave dem uden æg og ikke ælte dejen for meget. Og de behøver ikke engang at blive trillet meget for at få den flotte, runde form. Vi bruger ofte færdigblandet pebernødde-krydderi (se opskrift på hjemmelavet perbernøddekrydderi her).

Se vores yndlingsopskrift på pebernødder her: 

Du skal bruge: 

  • 250 g. smør
  • 250 g. sukker
  • 2 poser pebernødde-krydderi fra Dr. Oetker
  • 1 dl. piskefløde
  • 1 tsk. bagepulver
  • 500 g. hvedemel

Sådan gør du: 

Pisk smør og sukker grundigt til en ensartet masse (vi anbefaler dig at bruge en el-pisker). Pisk forsigtigt piskefløden i (så den ikke sprøjter ud over kanterne) til en ensartet masse. Og pisk til sidst bagepulver, pebernøddekrydderi og mel i, bare 1 minuts tid. Saml dejen med hænderne (ælt ikke for meget) og rul den ud i lange, tynde pølser på ca. 1,5 cm. i diameter. Skær herefter små stykker ud på ca. 1 cm. og rul dem ganske let mellem håndfladerne. Sæt dem på en kold bageplade med lidt mellemrum (flyder ikke meget ud) - vi fik plads til ca. 50 pebernødder pr. plade. 

Bages v/200 grader (uden varmluft) i 8-10 minutter til de bliver let brune. De må ikke blive alt for brune (glem alt om farven på pebernødder fra supermarkedet, for så er de lige til at smide ud). 

Lad dem stå og køle af på en rist mellem hvert hold i ovnen (dvs. første hold står på bageristen, til det næste hold kommer ud og "afløser" første hold osv.). 

Opbevares i kagedåse - men først når de er helt afkølet (efter en lille times tid).