Opskrift på hjemmelavet vaniljeis


Det bedste ved vaniljeis er, at det aldrig går af mode. Og en god opskrift på vaniljeis kan også bruges til at eksperimentere med, når man skal finde andre smagsvarianter. Se f.eks. billedet ovenfor, hvor Sara har blandet vaniljeisen med en skefuld hjemmelavet rødgrød. 4 timer senere var isene klar fra fryseren.

Vaniljeis med soya el. mælk

Kast dig ud i at lave hjemmelavet vaniljeis. Det er mega lækkert, og så ved du også, hvad der er i.

Her er vores opskrift på lækker vaniljeis med soya produkter - men du kan bare erstatte soyamælk og soyafløde alm. mælk og piskefløde, hvis du er så heldig, at du ikke har mælkeallergi - smager fantastisk i begge versioner.

Opskrift på 1/2 liter is (til ispinde):

  • 1/2 vaniljestang
  • 1/2 tsk. sukker
  • 1,25 dl soyamælk
  • 1,25 dl soyafløde
  • 3 æggeblommer
  • 75 g flormelis

Sådan gør du:

Flæk vaniljestangen og bland kornene med 1/2 tsk. sukker.

Varm mælk, fløde, vaniljesukker og den halve vaniljestang i en tykbundet gryde under omrøring - skal være varmt men må ikke koge.

Stil gryden til side og pisk imens æggeblommer og flormelis til æggesnaps (tyk og hvid) i en anden gryde.

Hæld den varme flødeblanding over æggesnapsen, imens du pisker stille og roligt med et piskeris (ikke elpisker).

Tag vaniljestangen ud af isblandingen og opvarm isblandingen ved svag varme, til den tykner (må ikke koge).

Afkøl nu cremen - gerne over koldt vandbad. Vent med at sætte gryden i køleskabet, til den er kølet ned, og husk at lægge lidt husholdningsfilm helt ned over isblandingen, så der ikke dannes kondens.

Når blandingen er gennemkold, er den klar til at komme i fryseren i isformene.

Efter 4 timer har du de lækreste vaniljeis på pind :)

Se også Silikomart lave hjemmelavede ispinde her.