Opskrift på hjemmelavet krymmel


Hjemmelavet krymmel på forsk. måder

Vi har eksperimenteret med hjemmelavet krymmel i vinterferien, og her er resultatet: 2 forskellige opskrifter, 4 forskellige metoder og 7 forskellige slags hjemmelavet krymmel. Find din favorit blandt en af disse opskrifter på hjemmelavet krymmel. Det er tidskrævende, men det er sjovt at lave det selv, og så får man lige den farve og form, man har brug for til sit kage- eller dessertprojekt.

Hvis du ikke magter at lave det selv, kan du finde færdig krymmel her.

Husk at lade din færdige krymmel tørre i mindst 12 timer, før du putter det i et glas el.lign. Det skal ikke i ovnen.

De 2 opskrifter, vi har brugt til at lave krymmel med, er fondant og marengs. Der er fordele og ulemper ved begge dele. Men vi må sige, at favoritten er fondant, for det kan holde sig længere end marengs, da der er æggehvide i marengsen, og det gør, at man helst skal bruge sin hjemmelavede krymmel i løbet af en uges tid. Marengs er dog nemmere at arbejde med, og man kan hurtigt lave meget krymmel.

Du finder opskrift på hjemmelavet marengs til krymmel her.

Du kan også kaste dig ud i hjemmelavet fondant - vi har bare brugt fondant-rester.

Hjemmelavet stjernekrymmel

Brug en stjerneformet tylle eller en stjerne-udstikker i den ønskede størrelse til at lave din stjernekrymmel med ud af fondant. Det går klart hurtigst med en tylle.  

Sådan gør du med en tylle: rul fondanten tyndt ud med flormelis, så den er nem at arbejde med (vi rullede den til ca. 2 mm. i tykkelsen med en rullepind med afstandsstykker på) og læg fondanten på et skærebræt (din silikonemåtte har ikke godt af skarpe genstande). Stik din tylle ned i fondanten og drej rundt, så fondanten slipper og kommer ind i tyllen. Gentag dette, til tyllen er fyldt godt op og tøm den på din silikonemåtte. Sørg for, at stjernerne skilles ad - kan gøres ved at ryste måtten eller med en forsigtig finger. I løbet af 10 minutter har du en ret pæn portion stjernekrymmel. Se foto til venstre nedenfor.

Sådan gør du med en udstikker: rul fondanten ud som ovenfor og stik 1 stjerne ud ad gangen med din udstikker. Læg stjernerne ved siden af hinanden på en silikonemåtte. Se foto til højre nedenfor.

Hjemmelavet rund krymmel (cirkler)

Fremgangsmåden er den samme som med stjernekrymmel ovenfor: Brug en rund tylle eller udstikker i den størrelse, som du ønsker den færdige krymmel skal have. Og så er du klar til at lave rund krymmel af fondant. På foto nedenfor ser du grøn krymmel udstukket med en tylle til højre, og krymmel til venstre er lavet med en rund udstikker.

Hjemmelavet tivolikrymmel

Denne krymmeltype er den mest kendte. Og den kan laves med både fondant og marengs. Den letteste måde er at lave den med marengs (det tager virkelig lang tid at lave med fondant - det ses tydeligt på foto til højre, at vi ikke havde tålmodighed til at lave så meget). Men måske du har tålmodigheden til det, for det giver også det pæneste resultat. Og derfor får du begge fremgangsmåder her. 

Sådan gør du med marengs: Lav din marengsblanding klar (se opskriften her) og put den i en Decopen eller en engangssprøjtepose med en rund tylle - den mindste, du har. Lav tynde, lange strimler med forskellig farve marengs (foto til venstre) og lad det tørre min. 12 timer. Det er nemmest at lave på en silikonemåtte. Når din tivolikrymmel er helt tør, samler du måttens 4 hjørner og ryster den (foto til højre), til din krymmel knækker i den længde, du ønsker.

Sådan gør du med fondant: Rul din fondant ud med en rullepind. Den skal have den tykkelse, som skal være længden på din færdige krymmel. Rul ud med flormelis - det er nemmest at arbejde med. Læg derefter fondanten på et skærebræt, for en silikonemåtte har ikke godt af skarpe genstande (tyllen). Tag en rund tylle (den mindste, du har), stik din tylle ned i fondanten, drej tyllen rundt, så fondanten slipper og kommer ind i tyllen, og gentag derefter, til din tylle er fyldt op. Tøm derefter din krymmel på skærebrættet eller en silikonemåtte og gentag, til du har al den krymmel, du skal bruge.

Krymmel i flager (eller støv-pynt)

Vi er lidt i tvivl om, hvad vi skal kalde den sidste form for krymmel. Men den er super flot på isdesserter og tema-kager. Den er lavet af marengs med en Decopen med den brede tylle. Fotos nedenfor - det er super nemt at lave.

Husk at lade din færdige krymmel tørre i mindst 12 timer, før du putter det i et glas el.lign. Det skal ikke i ovnen.

 

Tylle sæt 6 stk

Tyllesæt 6-pk til dekoration af cupcakes
159,95 DKK
Læs mere

På lager