Opskrift på banankage


Opskrift på banankage

En velsmagende og svampet banankage er en klassiker i det søde køkken, og hvis du leder efter en god og let opskrift på banankage, så har du fundet den rette her! Saras nemme opskrift bliver i denne omgang til bananmuffins, men du kan sagtens bage kagen i en bradepande eller i en bageform i stedet for. Det er helt op til dig. 

Opskriften er fedtfattig og er derfor forholdvis sund, så du undgår også dårlig samvittighed med denne banankage, som du hurtigt kan bage til klassens time eller servere for dine gæster som dessert.

Vil du hellere lave en banankage med chokolade, kan du godt læse videre! Tilføj blot omkring 100 g. mørkt chokolade i dejen, og så har du en saftig banankage fyldt med chokoladestykker. 

Inspiration fra: Arlafoods.dk.

Portioner: ca. 12 personer.

Ovn-tid som kage: ca. 50 minutter v/175 grader.

Ovn-tid som muffins: ca. 12 minutter v/175 grader.

Kageform anbefaling: rund form ø22 cm. til hel kage eller metal-muffinsbageform ø5 cm. til 12 portionskager.

OBS! Kan også bages med mælkeprodukter: Rismælk = letmælk.

______________________________________

Kagedej:

  • 2 øko æg str. M
  • 150 g. sukker
  • 2 store modne bananer
  • 1 dl. rismælk
  • 160 g. hvedemel
  • 2 tsk. bagepulver

Forvarm ovnen til 175 grader, og klargør en rund kageform med olie og tilklippet bagepapir eller en metal-muffinsform med papirforme i.

Pisk æg og sukker til en lys og luftig masse. Mos bananerne sammen med mælken og pisk det sammen med æggemassen.

Sigt mel og bagepulver ned i den våde masse, og vend melblandingen i med en dejskraber eller en flad ske. For at sikre at der ikke er mel-lommer i kagedejen, kan du røre dejen med hård hånd i 5 sekunder - det ødelægger ikke det færdige resultat. Når dejen er helt ensartet, er den klar. 

Fyld dejen i kageformen eller i muffinsformen (det kan være en fordel at bruge en sprøjtepose uden tylle til dejen, hvis du laver banankage muffins/cupcakes).

Bag kagen i ca. 50 minutter. Bag muffins i ca. 12 minutter. Test om den/de er færdigbagt med en strikkepind el.lign. Er der kage på pinden, skal kagen bages lidt videre.

Lad kagen afkøle i formen, og sæt den på en rist.

Pynt efter din egen smag. Skal banankagen være sund og fedtfattig, kan du pynte med flormelis eller kakaopulver. 

Sara har lavet banankagen til cupcakes (muffins med topping) med kakaosmørcreme og fondant-stjerner. Se opskriften på kakaosmørcreme her.

Banankage med chokolade

Hvis du gerne vil lave opskriften med chokolade, kan du hakke omkring 100 g. mørkt chokolade og hælde i dejen, inden kagen kommer i ovnen. Husk at røre godt rundt i dejen, så den hakkede chokolade bliver blandet godt sammen med bananmosen. Kagen bliver mindre fedtfattig, hvis du tilføjer chokolade, men omvendt smager den svampede banankage med chokolade så himmelsk, at du glemmer de ekstra kalorier.  

Bananmuffins

Hvis du vil lave muffins, ligesom Sara har gjort i denne opskrift, anbefaler vi altid en  muffinsbageform, så du er sikker på, at dine bananmuffins bevarer sin form. Denne opskrift er nok til omkring 12 muffins, og dine muffins skal have cirka 12 minutter i ovnen. Hvis du gerne vil prøve en anden opskrift på bananmuffins, kan du prøve denne lækre opskrift med chokolade og mandler.