Fastelavnsboller m. wienerdej, 8 stk.


Fastelavnsboller (wienerdej) med/uden mælk

Dette er en virkelig nem opskrift at følge, selv hvis du aldrig har lavet wienerbrød før.

Note! Bag fastelavnsbollerne med eller uden mælkeprodukter. Desværre har vi ikke fundet en smør helt uden mælk, som er god nok til wienerdej, så vi har valgt at bruge den laktosefri udgave fra Valio. Og så har vi brugt Soyadrik i stedet for mælk samt soyafløde i stedet for piskefløde.

Sådan lykkes du med wienerdej: dejen skal ikke æltes for meget – så bliver den tung og kedelig. Den skal bare lige samles.

Portioner: 8 fastelavnsboller

Køletid: 30 minutter
Hævetid: 2 x 45 minutter
Ovntid: ca. 12 minutter v/190°C (varmluft).

Wienerdej:

  • 130 g. koldt vand
  • 20 g. sukker
  • 20 g. øko gær
  • 1 øko æg str. M/L
  • 300 g. hvedemel
  • 20 g. koldt smør (laktosefrit)
  • 5 g. salt
  • 170 g. koldt smør (laktosefrit)

Vaniljecreme:

  • ½ stang vanilje
  • 3 spsk. sukker
  • 1 øko æg M/L
  • 1 ½ spsk. hvedemel
  • 2,5 dl. mælk (soya el. laktosefri) 

Sød flødeskum:

  • 3 dl. piskefløde (soya el. laktosefri)
  • 2 spsk. flormelis

Pynt:

  • Glasur eller drys med flormelis.

***

Bland koldt vand med sukker, gær og æg i en skål. Hæld derefter hvedemelet ovenpå, smuldr 20 g. koldt smør ned melet, og tilsæt til sidst saltet. Rør dejen sammen og ælt den derefter kort, så den lige hænger sammen (læs note på 1. side, 3. afsnit). Lad dejen hæve i 45 minutter.

Rul dejen ud til en firkant på ca. 24x16 cm. Bank 170 g. koldt smør fladt i en plasticpose, så det bliver en firkant på ca. 12x16 cm. Læg smøret midt på den udrullede dej og fold de to sider dej ind mod midten (ligesom en dobbeltdør lukkes), så dejen lukkes rundt om smøret. Ruld derefter wienerdejen ud til en aflang firkant på ca. 10x30 cm., og fold den ene side ind over dejen, så den dækker 2/3 af hele dejen, og derefter foldes den anden side ind over de to lag, så du får 3 lag dej ovenpå hinanden (vælg den printvenlige version for at få en tegning af, hvordan du skal folde dejen).

Gør det samme igen 2 gange mere, så der kommer flere lag i dejen (hverken flere eller færre gange).

Læg dejen på køl, imens du går i gang med vaniljecremen:

Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland med sukkeret. Pisk derefter æg, vaniljesukker og mel sammen med en elpisker. Hæld æggemassen og mælken op i en tykbundet gryde, og bring cremen i kog under konstant omrøring. Tag gryden af varmen, når cremen er blevet godt tyk. Sæt cremen på køl sammen med wienerdejen.

Tag dejen ud af køleskabet, når den har stået på køl i 30 minutter, og læg den på et let melet bord for at rulle den ud. Rul den til en firkant med en tykkelse på ca. 5 mm. (0,5 cm.) og skær 8 firkanter ud på ca. 8x8 cm. – det gør ikke noget, at de ikke bliver helt kvadratiske – de skal nok blive pæne og lækre alligevel.

Tag cremen ud af køleskabet og læg en skefuld (gerne med top) i midten af hver firkant og fold dejen ind over cremen, så den ”lukker” rundt om cremen. Det er vigtigt, at du ikke begynder at arbejde en masse med dejen og trykke den sammen, så lagene i wienerdejen ødelægges. Det gør ingenting, at cremen flyder en smule ud. Sæt derefter de foldede boller til hævning i 45 minutter.

Bag bollerne v/190 grader varmluft i ca. 12 minutter. Tag dem så ud af ovnen og lad dem køle helt af ved stuetemperatur. Imens de køler af, kan du lave den søde flødeskum klar.

Når wienerbollerne er kølet helt af, skærer du dem over (som en bolle) og fylder dem med flødeskummet.

Pynt til sidst med glasur, eller drys flormelis over bollerne.

Velbekomme!

 

Printvenlig version her -->

« 1